Jeg er frøken skal.

Kan huske, jeg engang hørte et radiospil skrevet af Line Knutzon... 'Hallo, jeg har altså ikke levet det her liv med vilje' - var en replik. En evig fed replik, synes jeg. Tænker ofte, at jeg kender fornemmelsen, men tænker også.... at det er noget fis, at være så identificeret med hende, der står og råber og jamrer :). Jeg vil gerne leve mit liv 'med vilje' - gøre de ting jeg har lyst til. Trække så meget i en retning, som det nu står i min magt osv. osv. Gør det også i nogen grad synes jeg. Men altså....

Det er som om, det altid er mig selv, der er det største problem. Fordi jeg tvivler og tøver og bliver paralyseret. Glæden ved at være færdig med specialet er ved at lægge sig, og angsten for ikke at have noget ordentligt mål er ved at indfinde sig.

Øver mig i at tænke det hele som muligheder og ikke som tomme oceaner. Men engang imellem tager det pusten helt fra mig. Alt hvad jeg laver, er kun meningsfuldt, hvis jeg synes, det giver mening. Ellers er det ligemeget.... alt hvad jeg gør, er primært for min egen skyld... og så har jeg bare at finde glæde ved det. Det er noget mystisk noget.

Arbejdet.... finder jeg glæde ved det? Er det fedt at sidde og lave 6 versioner af forskellige flash-bannere? (øh, ikke rigtigt) Får jeg lært nye ting (nøh, jeg drikker mig fuld eller slikker sol eller spiser chokolade i fritiden) Bliver jeg klogere? Gladere? Eurobrer jeg nye byer, nye mennesker, nye bøger, nye aviser, nye huse, nye boliger, nye tanker, nye vaner, nye oplevelser.... næh, tjah... ikke sådan rigtigt. Jeg bliver nødt til at lægge en slagplan for migselv. Ellers bliver jeg nok ked af mig, sådan rigtigt. Jeg bliver nødt til at lære nyt, ellers føler jeg vist, at jeg bliver til ingenting, at jeg bliver fortærret og langsomt svinder ind til ikke at have nogen værdi for noget.

Idag vil jeg lægge ud med at spise chokolade og se fjernsyn :)


PS: Jeg er stadig utroligt glad for min bofælle.... og igår var Mr. her. De snakker vist ikke godt sammen. Det er irriterende. Jeg har altid boet med piger... og de fleste har J charmeret. Det var aldrig et problem. Den her situation er ikke slem, bare kryptisk og uvandt... det er ikke et rigtigt problem, for hverken Mr. eller bofælle er nogen, der laver problemer. Jeg har det bare bedst når folk nyder hinandens tilstedeværelse. Så mærkeligt, at det ligesom bliver to lejre... mig i værelset med Mr. og bofælle ude i stuen. Ville hellere, at vi sad tre sammen og så film. Bryder mig ikke om to lejre. Jeg har dårlig samvittighed hver gang. Bofælle er så sød... må ikke føle sig udenfor (det gør han helt sikkert heller ikke, det er han alt alt for hvilende i sig selv og cool til)... men jeg synes noget er kryptisk. Irriterende!

Måske er jeg også en lille smule irriteret på dem begge to, for ikke at gøre bare lidt for samtalen. Jeg mener... det er sandsynligvis ikke sidste gang, de skal se hinanden... så prøv dog at snak lidt sammen. De gange jeg har været i Mr's kollektiv har jeg hygget mig af alle kræfter med tøserne i hans hus. Gjort noget for det.... for at få det til at være hyggeligt. Jeg orker ikke, at jeg skal bære samtalen, og være dørmand for at folk skal kende hinanden. Og jo jo, det er da rigtigt, måske er hverken bofælle eller Mr. her forevigt, men alligevel...og i øvrigt, hvem kan vide det. Det irriterer mig, fordi det virker som manglende interesse... fra bofælles side, som nysgerrighed i hvem Mr. er... hvem jeg omgåes... med andre ord, interesse i mig. Og fra Mr. side, som manglende indsigt i situationen... manglende forståelse for mig... jeg har adskillige gange sagt, at jeg er meget glad for bofælle. Nå, det er ikke et problem, bare irriterende. Måske er det en drenge-ting. Det virker bare så kortsigtet, så asocialt.